Indhold:

 Phiomia

Phiomia er Torben Weinreichs eget forlag, oprettet i 2007, i første omgang med det formål at udgive romanen Tværsummen.

Tværsummen blev  udsolgt fra forlaget i juli 2007. Du kan låne bogen  her, eller downloade den gratis til privat brug her.

Phiomia er i øvrigt en fortidselefant, som levede for 35-50 millioner år siden.

Indhold:

Lektørudtalelse på Tværsummen

Uddrag af Dansk BiblioteksCenters lektørudtalelse (ved Per Månsson):

”Det er en krimi-pastiche […] Selvom Weinreich holder en kærligt-ironisk distance til genren, fungerer bogen som en krimi: den er elementært spændende og meget underholdende. For læsere af klassiske krimier og Peder Bundgaard- og Dan Turell-læsere, der ikke skræmmes af lidt sex.”

Indhold:

Indledningen til romanen Tværsummen

Af Torben Weinreich

Claus hedder han, Claus Nielsen, pensioneret skoleinspektør, og hans blågrå lem hænger slapt ned fra den åbne gylp, mens to kvinder omfavner hinanden lidenskabeligt på skærmen foran ham. Da den ene kvinde løsner sin bh og lader et par kæmpe bryster falde ud i den andens hænder, trækker han forhuden tilbage, men lemmet forbliver slapt.

                             Han mærker sommerbrisen fra det åbentstående vindue og lytter sig ud i sommernatten. En hund glammer længere nede ad vejen, og nogen går fordi. Eller måske ikke. Det kniber efterhånden med hørelsen. Også med hørelsen, og med benene, tænker han og trækker plaiden længere op over knæene. De næsten sorte blodårer forgrener sig fra gylpens grågule hårvækst ud over lemmet, men fyldes ikke.

                             Filmen har han, som så ofte før, hentet i København, selvom turen er lang. Men han vil ikke møde nogen, ikke genkendes, og han har vænnet sig til stedet. ”Stamkunde” kalder hun ham, hende der som regel er der, og som han godt kan lide, fordi hun bare lader ham gå rundt, mens hun taler om vejr og vind og tager mod hans penge uden at kommentere, hvad kan køber.

                             Men denne gang havde det været en anden, der stod bag disken, iklædt stedets dress code: blottet barm og sorte trusser. Han havde fået øje på hende gennem glasruden i døren og havde overvejet at vende om, men havde så alligevel besluttet sig til at gå ind efter at have rettet på jakken.

                             Den nye havde været anderledes, meget anderledes, og han havde ikke følt sig tryg ved hende. Fra hendes brystvorter havde der i en lille ring hængt et smykke i sølv og ben formet som en penis. Og hun var ikke blevet stående bag disken, men havde bevæget sig hen imod ham, så han kunne se, at hun ikke var helt ung, og at hun havde strækmærker lige over trussekanten. Om halsen havde hun et rødt silketørklæde, som var bundet i en knude. 

                             - Og hvad kan jeg så hjælpe dig med? havde hun spurgt og blottet et sæt kridhvide tænder bag de fyldige, mørkerøde læber.

                              Sådan ville den anden aldrig have spurgt. Han havde kastet et blik til venstre lidt længere inde i lokalet, hvor hans film plejede at være, men de var der ikke mere.

                             - Vi har flyttet lidt om, havde hun sagt. - Ligesom i supermarkederne.

                             - Kun kvinder, havde han fremmumlet, men hun havde tilsyneladende intet hørt, havde blot lagt hovedet lidt på skrå og lavet trutmund.

                             - Kun kvinder, havde han gentaget, så højt at man måtte kunne høre det udenfor, hvor kvinde- og mandeben bevægede sig fordi i øjenhøjde.

                             Hun havde smilet indforstået til ham og var trådt helt tæt hen til ham. Der havde hun stået et øjeblik, lidt skråt, så han kunne se hendes ar efter koppevaccinationen, og var så begyndt at gå hen mod nogle hylder ved døren ind til ”privaten” bagerst i lokalet. Selv var han blevet stående og havde tænkt, at han kunne gå nu, hvor hun ikke kunne stille sig i vejen for ham.

                             - Der er her, havde hun råbt og løftet den ene arm.

                             - Ja, ja, havde han vrisset. - Jeg kommer nu.

                             Hendes latter havde været voldsom og anmassende:

                             - Det var sgu hurtigt!                    

                             Nej, han havde ikke kunnet lide hende, og det kunne han stadig ikke. Da han skulle til at betale, og hun med pludselig alvor havde spurgt til hans særlige interesser, havde han undladt at svare.

                             - Der er mange mænd, der godt kan lide det sådan, havde hun sagt, mens han med besvær var humpet op ad den smalle og stejle trappe.   

                             På skærmen er den ene kvinde ved at presse et stålpudset rør på størrelse med en termokande op i skødet på den anden, tilsyneladende til dennes udelte tilfredshed. Trods den heftige stønnen fra højttalerne mener han at høre døren gå, efterfulgt af skridt i entréen. Han trækker plaiden længere op.

                             - Er der nogen? råber han, men hører kun den velkendte lyd af en knallert ude på vejen. Alligevel retter han sig op i stolen og ser hen mod den lukkede dør.

                             Da et vindstød får gardinet til at slå ind i stuen, farer han sammen, og en underlig uro og vished griber ham. Han er ikke alene. Der står en derude. Han rækker ud efter fjernbetjeningen, men den falder på gulvet, og han opgiver at bøje sig ned efter den.

                             - Er der nogen? råber han igen, mens han holder blikket stift rettet mod døren. - Er det dig, Martin?  

                             Først er han i tvivl og ryster på hovedet, som for at klare blikket, men nu er han helt sikker. Der er nogen, der har fat i dørhåndtaget på ydersiden. Det har et kort øjeblik bevæget sig en anelse nedad, for så at blive fastholdt der.

                             I samme øjeblik han tager fat i stolens armlæn for at bøje sig forover, trykkes håndtaget helt ned, og døren glider op. Der er ikke lys i entréen, kun mørke. Et stort, sort gab omgivet af den brune, afskallede dørkarm.

                             - Godaften, lyder en klar stemme. - Godaften, Claus Nielsen.

                             Det rykker i ham, og angsten tager ham.

                             - Hvem er det, klynker han. - Jeg kan ikke…

                             Skikkelsen træder ind i stuen. Som sort ud af sort, som mørke ud af mørke. Det er en mand, en ung mand, gætter han på, klædt i tætsiddende bukser og ikke mindre tætsiddende T-shirt. Alt er sort, også skoene, strømperne og handskerne. Da skikkelsen træder yderligere et skridt ind i stuen, lægger Claus Nielsen mærke til, at han bærer en sort maske, som dækker den øverste del af ansigtet, og en strikket hue, som slutter tæt til hovedet. Den er rød.

                             - Jeg er kommet for at besøge dig, siger den sortklædte - For at tale med dig.

                             - Du har ikke ret til, at …

                             - Jeg har al mulig ret! afbryder den sortklædte og træder yderligere et skridt frem. Han ser sig omkring i stuen og standser ved skærmen.

                             - Er det sådan, du kan lide det?

                             - Hvis du ikke …

                             - Jeg spurgte dig, om det er sådan, du kan lide det?

                              - Hvis du ikke forlader mit hus med det samme, ringer jeg til politiet.

                             Han rækker ud efter telefonen på bordet, men den sortklædte kommer først. Med overdreven omhu løfter han telefonen op og stiller den på skænken uden for rækkevidde.

                             - Hvad vil du? Claus Nielsen retter sig op og prøver at give stemmen en brysk myndighed. Det er skoleinspektøren, der taler.

                             Den sortklædte smiler.

                             - Det vil du gerne vide?

                             - Det har jeg vel ret til, i mit eget hjem.

                             Da den sortklædte kommer nærmere, rækker Claus Nielsen armene op som for at forsvare sig mod et slag, men den sortklædte læner sig blot ind over ham og hvisker i hans øre, mens han griber fat om hans håndled.

                             Langsomt synker Claus Nielsen sammen. Ordene lægger sig som blylodder om hans tanker. Et efter et kommer de, langsomt tilhvisket, mens sommerbrisen rammer ham i nakken. En lang fortælling er det, og Claus Nielsen spiller en rolle, hovedrollen.  

                             - Forstår du, hvad jeg siger, Claus Nielsen?

                             - Ja, hvisker han. - Men …

                             - Kan du huske det?

                             - Ja, men …

                             - Der er ikke noget men, siger den sortklædte og vender sig om. Et øjeblik er det, som mindes han om et eller andet. Står vejrende, hovedrystende. Så tørrer han sig irriteret under næsen med bagsiden af hånden og trækker en tynd stribe af blod hen over kindens pergamentblege hud.

                             Hvad der derefter sker, når Claus Nielsen dårligt at sanse, men pludselig trækker den sortklædte en bredbladet, sortskaftet kniv frem fra bukselinningen og lader den pege på ham. Spidsen bliver ført opad, så den hviler på hans overlæbe.  

                             - Det skal jo gøres ordentligt, siger han med et smil, trækker kniven til sig og læser teksten på bladet. - Premier Plus hedder den. Fra firmaet F. Dick. Made i Germany. Meget bedre kan det vist ikke blive. 

                             - Det er ikke min skyld. Hvordan kan jeg …

                             - Jo, det er din skyld.

                             - Jeg har jo ikke …

                             - Det er også din skyld!

                             - Men du har ikke ret til at komme her og …

                             Den sortklædte ser længe på ham og trækker på skuldrene. Så går han hen til

tv-skærmen og fører en fingerspids hen over den, som i et ritual.

                             - De finder dig. Enhver kan jo regne ud …

                             - Kunne du regne det ud?

                             - Jeg vidste jo slet ikke, at du ville …

                             - Jo! Der er kommet en skarphed ind i den sortklædtes stemme. - Du burde vide det!

                             - Nej, jeg troede jo ...

                             - Seks år! Den sortklædte hæver stemmen og tørrer sig endnu engang om næsen med samme resultat som før. Han ser på håndryggen. - Forstår du det? Seks år er mange år! 

                             - De finder ud af, at det er dig.

                             - Måske, hvis er kloge nok. Men det er lige meget.

                             Claus Nielsen ser sig om, leder efter en udvej, men finder ingen. Da han af brisen mindes om, at vinduet står åbent, giver han sig pludselig til at skrige, men den sortklædte er over hurtigt ham og klemmer til om halsen med den ene hånd.

                             - Du skriger ikke! Har du forstået?

                             Claus Nielsen hiver tungt efter vejret og prøver at vride sig fri, men det bliver kun til nogle flagrende slag i luften og en barnligtkomisk rokken i sædet, så tæppet glider ned.

                             - Og du rører dig ikke! hvæser den sortklædte og går hen og lukker vinduet, inden han sætter sig på hug ved siden af stolen, mens han lader knivsbladet glide hen over det blottede lem. Så genoptager han sin hviskende fortælling, langsomt og messende, mens skærmens rulletekster understøttet af Albinonis adagio forkynder, at hovedrollerne blev spillet af Renate Flesch og Irmgaard Winkel.

                             Pludselig retter den sortklædte sig op med et ryk, læner sig ind over Claus Nielsen og flår skjorten op på ham, så det gammelmandsrynkede bryst blottes. Efter en kort tøven støder han kniven ind med et enkelt hug og trækker den hurtigt ud igen. Blodet glider ned over maven og stoppes af skødets hårvækst.

                             På vej ud af stuen slukker den sortklædte for fjernsynet og lægger kniven på spisebordet med et ”tak for lån”. På trods af trætheden og kvalmen føler han sig godt tilpas. Dørene lukker han forsigtigt bag sig. 

                             I den kølige aften trækker mælkevejen sit spor hen over himmelbuen. Karlsvognen har lagt sig rette over husryggen, og fra præstegården lidt nede ad vejen kastes et svagt lysskær ud over gårdspladsen og muren ind til kirkegården. Han ser på uret og konstaterer, at han har overholdt tiden. Alt andet ville også have overrasket ham.    

Indhold:

Download Tværsummen

 "Tværsummen" gengives i sin fulde længde her. Den er udsolgt fra forlaget, men kan frit kopieres her fra hjemmesiden til privat brug. Teksten må under ingen omstændigheder kopieres med kommercielt formål, herunder gøres til genstand for salg.